Er du en af dem, der har et ønske om, at spise mere grønt i hverdagen?
Der er mange måder at gøre det på bl.a. juice, lave smoothies og som jeg kommer med forslag til her – som tilbehør til det mad du spiser i forvejen.
Det er ikke decideret opskrifter jeg kommer med, men mere retningslinjer og forslag som jeg selv ofte bruger.
Jeg kan godt lide at kunne smage grøntsagerne, derfor er disse forslag meget enkelt krydderet. Smagen af grøntsagerne er perfekt sammen med olivenolie og lidt salt, og måske en krydderurt, synes jeg.
Prøv dig frem og skriv gerne en kommentar med din(e) yndlings kombinationer 🙂
Det du skal bruge er
Et ovnfast fad
1,2 eller 3 slags rensede og klargjorte grøntsager du kan lide
Salt
God olivenolie
evt. andet krydderi
Eller
En stegepande (gerne med låg)
1,2 eller 3 slags rensede og klargjorte grøntsager du kan lide
Salt
God olivenolie
evt. andet krydderi
Sådan gør du
I ovn:
Tænd ovnen på 180 grader.
Smør det ovnfaste fad med lidt olivenolie. Kom dine grøntsager i fadet. Krydder med salt (og evt. andet krydderi). Dryp godt med olivenolie over. Vend det hele godt sammen.
Bages i ovnen til grøntsagerne er næsten møre og stadig med bid.
På panden:
Varm lidt olivenolie forsigtigt op på panden.Kom dine grøntsager på. Krydr med salt (og andet krydderi) og steg (evt. under låg) til grøntsagerne er næsten møre og stadig med bid.
Alt efter hvilke grøntsager du vælger, kan det være en fordel at komme dem på, en slags af gangen, og i en rækkefølge hvor du putter den grøntsag på panden først, som du synes skal varmes i længst tid o.s.v.
Her kommer lidt snapshots af det jeg har lavet på det seneste…
Rødløg, søde kartofler og broccoli
Rødløg, gulerødder og timian
Brune champignon.
Rødløg, hele fed hvidløg og cherry tomater
Bagte søde kartofler
Så er det bare med at få snittet noget grønt og komme i gang 😉
God fornøjelse