Hjemmelavede marcipan påskeæg

IMG_7867

Vi holder påskeferie, min søn og jeg. Det er så skønt.

Jeg tænkte vi skulle lave noget hyggeligt sammen og hvad bedre end påskeæg, på denne tid af året.

Marcipanopskriften er simpel og en grundopskrift, som kan bruges hvor end du har brug for det.

Hvis du ikke har prøvet at lave marcipan før, så prøv det, det er nemt og smager dejligt.

Jeg laver normalt marcipanen med dadler, men her har vi brugt honning, for at få en lys marcipan.

Ud over chokolade har vi pyntet påskeæggene med det vi lige havde, så det blev lakridspulver, hakkede pecannødder, kokosmel farvet med lidt blåbær og så lavede vi nogle uden pynt. Man kan jo vælge lige det man har og har lyst til.

Her komme opskriften til 12 små marcipan påskeæg…

IMG_7846

Marcipan

3 dl mandler

3 spsk honning eller lys agavesirup (45 ml)

evt. ¼ tsk vaniljepulver.

Kom mandlerne i en gryde og dæk dem med vand. Kog op, tag gryden af varmen og lad mandlerne stå i gryden med vand et par minutter. Hæld det varme vand fra og skyl med koldt vand. Smut mandlerne ved at trykke dem mellem 2 fingre, så mandlen trykkes ud af skindet.

Når alle mandler er smuttet, kommes de i en foodprocessor sammen med honning og evt. vanilje. Kør til du har en ensartet sammenhængende marcipan. Det kan være der er brug for at du skraber ned et par gang under vejs. Det marcipanen i 12 stykker og rul dem i æg facon.

Overtræk

100 g chokolade min. 70%

Brug det pynt du har lyst til f.eks…

2 spsk hakkede nødder

2 spsk lakridspulver

2 spsk kokosmel

Knæk chokoladen i mindre stykker og kom dem i en varmebestandig skål. Hæld lidt vand i en lille gryde og sæt skålen over gryden. Varm vandet op og lad stille og roligt chokoladen smelte.

Når chokoladen er smeltet tages den af varmen.

Vend marcipanæggene i chokoladen med en gaffel. Lad dem dryppe lidt af inden du lægger dem på et fad beklædt med bage- eller madpapir.

Drys med dit valgte pynt og stil fadet på køl.

Når chokoladen er stivnet er påske æggene klar til at blive nydt.

Del med dem du holder af… Rigtig dejlig påske til dig ♥

IMG_7865

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *